Min stilhistorie
Så stod jeg der igen. Jeg havde brug for arbejdstøj som konsulent hos Mærsk og havde en klar formodning om, hvilken stil "sådan en" skulle have. Og samtidig kunne jeg bare ikke få mig selv til at købe det jakkesæt, som jeg mente ville være passende. Jeg endte med et par storblomstrede bukser, som jeg egentlig ikke kunne lide - og så var jeg jo lige vidt. De blomstrede bukser røg direkte hjem i garderoben sammen med en masse andet dyrt tøj, som jeg aldrig brugte.
Kan du genkende situationen? Og fornemmelsen af aldrig at føle sig helt godt tilpas i sit tøj og med sin stil? Så ved du også, at det kan ødelægge mange gode oplevelser, når man skal bruge energi på også at bekymre sig om sin tøjstil. Sådanne oplevelser havde jeg mange af, for selv om jeg altid havde været modebevidst og faktisk var uddannet tøjdesigner, havde jeg slet ikke nogen fornemmelse af min egen stil og købte lidt i øst, lidt i vest.
Uddannelsen til stylecoach gjorde
forskellen
Efter nogle inspirerende kurser i personlig udvikling begyndte jeg
at sortere min garderobe. Ud med det tøj, som jeg aldrig brugte.
Hold da op! 90 % af tøjet i min garderobe røg direkte i
skraldespanden eller til genbrug.
Der stod jeg så, med en næsten tom garderobe, og skulle starte forfra. Jeg indså, at jeg havde brug for hjælp til at finde min stil, og besluttede mig for at tilkalde en stylist. Mens jeg ledte efter sådan en, stødte jeg på Stylewise Academy og tilmeldte mig i stedet deres uddannelse som stylecoach. Det var meget grænseoverskridende, da jeg jo netop følte mig meget svag omkring stil og tøjstil.
Uddannelsen blev et vendepunkt for mig. Jeg lærte mig selv og min tøjstil at kende og begyndte stille og roligt at fylde garderoben med tøj, jeg syntes, var lækkert. I det hele taget gjorde jeg meget mere ud af mig selv, end jeg havde gjort længe, og hele min stil ændrede sig til det bedre. Da jeg samtidig så, hvor glade andre blev, når jeg hjalp dem med at finde deres stil og slippe de begrænsninger, de lagde på sig selv, besluttede jeg mig for at blive professionel stylist og stylecoach.
Efter jeg har fundet min stil, har jeg sluppet mange bekymringer og fundet ind til min kreativitet. Jeg glæder mig til at gøre det samme for dig og håber, du har fået lyst til at kigge dig rundt her på siden, få tips til din stil og måske prøve mig af som stylecoach. Jeg tilbyder også workshops og foredrag med inspiration til din personlige stil. Hvis du tilmelder dig mit nyhedsbrev, får du automatisk 6 skønne styletips helt gratis.
Kærlig hilsen Jane
